Andre Sider af mig

Digte

De digtsamlinger og essays, der er på denne side og de underliggende sider, stammer alle fra perioderne omkring mine skilsmisser. Helt tilbage til det første af dem allesammen - "En Fugl Sidder Stille" - som blev skrevet, da jeg stadig var gift med min første kone og de 3 af mine børns mor. Desværre er der en del af mine digte, der er forsvundet. da en kæreste jeg havde, i jalousi brændte en ordentlig bunke af dem - som var skrevet under et ophold på Augustenborg - i hendes ovn.........

Men alle de andre -  de kan læses her :-) Inklusive den fulde version af essayet "Dage" med den rigtige slutning :-) Og på et tidspunkt finder jeg vel ud af, at lave undersider, så hvert enkelt digt kan kommenteres for sig. Som det er nu, hvis I har kommentarer til nogle af digtene eller essay'ene - vil jeg bede jer om at starte med at skrive hvilket :-)

Læs og nyd - forhåbentlig :-)



Fra Digtsamlingen Liv :



SKYGGER
Min sjæl kaster skygger i landskabet
lange, utydelige og dunkle
skygger, der omtaler ejeren
men som ikke efterlader nogen spor
og forsvinder som et fata morgana
hvis du kigger for længe

Min sjæl kan ikke fanges af et Instamatic
binder ikke på emulsionen
og kan ikke gengives på video
men svirrer gennem billedet af mig
som blå lyn på nethinden
når man kigger for længe

Min sjæl kan ikke forstærkes af integrerede kredsløb
gennem sindrige spoler
kastes ud i rummet
og vil aldrig nå til lyttende ører
få ambolten til at smerte
når man lytter for længe

Min sjæl kan ikke opbevares i bure
opfundet af samfundet
med etiket på døren
"Sjaelus humanicus, fodring forbudt"
med et måbende publikum
der undres længe

Men min sjæl kan læses.
Sidder stille                                  

En fugl sidder stille
blandt sortsvedne graner
og bryder sit hoved
med mer' 
end du aner.

Den tænker på alle de børn
der er døde
De sorte og hvide
de gule og røde.

Og undrer sig over
ét menneskes dårskab
En ung am'rikaner
med begyndende hårtab.

Eller var det en russer
der stammed' fra Volga
Og som havde sorger
derhjemme med Olga.

Dog hvem det end var
er han også borte
Han svandt i et glimt
blev ét med de sorte.

Brændt helt ud til trækul
blæst hen i karnappen
Da sorgernes vægt
trykked' hårdt ned på knappen.

En fugl sidder stille
blandt sortbrændte graner.
Og gløder, helt lille
fyldt op med uraner.

Det æg den sku' lægge
til verdens genfødsel
Var der en, der ku' knække
åh, gud - du var ødsel.


Angst
Kan du mærke det begynde
kan du mærke sveden samle sig på panden
dit hjertes nervøse dunken
og åndedrættets pibende hast
dine tankerækker forvirres
din fornuft låser sig inde
og du eksploderer
irrationelt
og vildt skrigende
overreagerer du

Kan du mærke dine hænders slag
kan du mærke døren ikke giver efter
dine knoers blodige aftryk
og pupillernes syge flakken
sætter mærker på en velordnet tilværelse
flænser sig vej ud
som en eksplosion
irrationelt
og forhastet
skriger du

Kan du mærke din omverdens blikke
kan du mærke vennernes snak
din angst ødelægger alt omkring dig
sætter andres igang
du smitter og kvaser andres sjæle
for at undgå det ukendte selv
og tavst hulkende 
gemmer du dig
irrationelt
og egoistisk
ødelægger du
Die Dom
En følelse af afmagt og fortvivlelse
fylder min sjæl med brusende toner
ta'r min ånd på opdagelsesrejse
gennem svundne tiders storhed
Gennem generationers afstumpethed
og klynkende tilbedelse af uvante guder
forglemmelse af sjælenes samhørighed
jagende gennem dagenes dont

Et brus river min krop ud af dvalen
martrer min sjæl til uigenkendelighed
og fylder min hjerne med rædsel
over tonernes vredladne drøn
Et skrig tvinger sig vej over mine læber
bryder hvælvingens majestætiske ensomhed
og falder dirrende til hvile, skælvende i et hjørne
"min gud,min gud, hvorfor har du forladt mig?"
Ensomhed
Hvad er det værste du ved? 

Ensomhed


Hvad trykker dig om natten
så du vrider dig i søvne?


Ensomhed


Hvad vækker dig om dagen
når du står blandt dine venner
og ler af en vittighed?


Ensomhed


Hvad får dig til at jamre
og vrider din hjerne
så du ikke er sikker på dig selv
og kvæler din sjæl?


Ensomhed


Hvad møder dig i bussen
med et ansigt som Satan
en latter som fra Helvede
og en skræmmende vished
som du nægter at tro på?

Ensomhed


Hvad kigger ud af krogene
i din sjæls inderste mørke
og banker dig på skuldrene
når du endelig er blevet to?


Ensomhed


Hvad stønner du over skuldrene
på din piges udløsning
når du har givet alt du havde?


Ensomhed


Hvad kan du ikke undvære
og hader som pesten?


Ensomhed


Hvad er det værste du ved?
Hier und da
Et barn pludrer lykkeligt
med fedtrunde smilehulskinder
smadrer fornøjet et sæt Lego
til pindebrænde
Et barn siger intet
med feberhede malariaøjne
smadret familie
pindebrænde?

En fyr møder sin pige
i farmands Cabriolet fra i fjor
og pungen fyldt op
med aftendrømme
En fyr ser sin pige
under "naboens" Centurion
og hjernen kvast
mareridt?

En mand og hans kone
tænder for grillen
og steger - igen
lidt aftensmad
En mand / en kone
danser i flammerne
og glemmer - igen
maden?

Legetøj og biler
tanks og malaria
grillstegt
eller bare brændt
vi er her alle
Hier und da.

HÅBLØSHEDENS GADE NR.3

Jeg bor på håbløshedens gade nr. 3
et sted, du er sikker på aldrig at se sne
og uanset hvad tid på året du kommer
vil du aldrig nogensinde se, det er sommer.

Jeg bor på Håbløshedens gade nr. 3
og jeg ville da gerne invitere dig til te
skriv når du kommer, hvad tid på året
og jeg skal finde en kop, der ikke er skåret.

Jeg bor på Håbløshedens gade nr. 3
kik op til gesimsen, og prøv så at se
er vinduet smadret, gardinerne nede
så er jeg gået, sikkert i vrede.

Jeg bor på Håbløshedens gade nr. 3
men tænker på at flytte, her findes kun vé
og jammer og klage, som slet ingen tæmmer
men det værste det er, 
jeg skylder høkeren en femmer.
Flyt du kun ind her

når først jeg er borte
lejen er høj
du bli'r klædt af til din skjorte
og betaler du ikke
det, værten han kræver
har han i sin stald
en mand, der dig tæver.

Vi bor på håbløshedens gade nr. 3
alle os stakler, der knapt nok kan se
at hele den verden, hvis liv vi forlod
ret hurtigt fremviser, et langt mindre rod.
Sku' vi flytte?
IMPULSER
Klik

ioniserede partikler starter deres vandring
gennem snoede molekylers jungle
over IC-er's vanvittige bjergtoppe
og koldlodningers farefulde huller

Klik

dirrende sædceller aktiveres hormonalt
gennem slyngede sædlederes vævsfyldte slanger
over prostata's urinfyldte farer
og gennem penis iltfyldte hul
til skedens syrefyldte miljø

Klik

ubevægelige luftstrømme bringes dirrende i aktion
medbringer lyd fra smældende højttalere
sitrer gennem universet
og smælder mod en ubeskyttet trommehinde

Klik

en hjertemuskel kæmper mod voksende stilstand
dirrende lyn farer gennem nervetråde
og rammer hjerneceller med et smæld
der indvarsler ubevægelighed

Klik

partikler/sædceller/luftstrømme/muskler
alt er i ro
stilheden indtrådt
intet bevæger sig, universet står stille
låget lægges på.

Klik

Roadcancer
Blinkende hvide streger i synsfeltet
ensomhedens tid begynder
asfaltens dumpe rytmik sætter tankerne igang
kvæler selvets eksistens
tænd en smøg

Overhaler en lastbil
mon hun er mig utro nu?
hvid rødhåret krop flakser gennem minderne
starter nattens første depri
tænd en smøg

A1 A2 A3
krydser gennem verdenen
vejen fra halsen over navlen til skødet
junglemørk fugtig varme
tænd en smøg

Vejmeldinger advarer
fare - fare - fare
havde jeg bare haft AutoRadioInformation
i begyndelsen af januar
endnu en smøg

En kunde hoster diskret
spør' om en smøg er iorden
ligner alt for forbandet meget
er også rødhåret
tænder to nye

Langsomt fortoner lårenes minder om fortids glæder
og sorger
dybe glædesfyldte suk toner tavst ud
erstattes
af tomhedens ensomme snak
tilfældighedernes møder
og House of Prince

Vær velkommen cancerrøg
og velkommen oh død
rødhåret - velsagtens.
ROBOTIC

Et tryk på en kantet knap
en kimen
vågen
bevægelser, der gentager sig selv
dagligt
tøjet tages på i omvendt rækkefølge
morgenmaden spises
ritualet fremsiges
Og dagen er begyndt.

Maskinerne tændes på væggen
en susen
arbejde
bevægelser, der gentager sig selv
dagligt
træet lægges på
i fastlagt rækkefølge
kaffepauserne overholdes
den rituelle snak
Og dagen er snart omme.

En kimen fra utallige klokker
afslapning
fyraften
bevægelser, der gentager sig selv
dagligt
fritidsmasken smøres på
i ugedagenes rækkefølge
sengetiderne overholdes
tøjritualet følges
Og dagen er forbi.

Men rædslernes tid skal først til at begynde
nattens mørke sænker sig over sindet
en skræk for det ukendte sniger sig ind i din sjæl
og hamrer dine drømme til ukendelighed

Uden sans for fastlagte rækkefølger
vrider du dig i sengen
For du drømmer om en verden
hvor hver dag er ny, og næsten uden gentagelser
Mareridtet vokser

Et tryk på en kantet knap
Rust

Gammel kærlighed ruster ikke
si'r de
Gammel kærlighed venter bare på en chance 
til at bryde ud igen
si'r de

Har de set de uendeligt triste aftener
hvor håbet veksler med genkendelsens glæde
og afvisningens stærke nedtur

Har de set de fortabte kys's holdeplads
og mærket nederlagets sviende
lussing
eller følt rusens krampagtige jagt
efter sidste års varme sengeside

Gammel kærlighed ruster ikke
si'r de
og glemmer smerternes genkendelse 
af den sidste aften

Zappp

Kærligheden kryber langsomt ind
vinder land i et krigshærget helvede
glatter ud, former, og bringer vækst
på mager muld

Smertefuldt hæves hovedet
i undrende trods og protest
lilla lyn sitrer gennem bevidsthedens
tågede synsfelt
gi'r kød til knogler
og blod til hjerte
elsker
Nu

Små roser blomstrer vissent
på bordet foran mig
sender bud
om hastige beslutningers nødvendighed.
Ar

Når jeg kigger til min sjæl
finder jeg et lille ar
Dav, lille ar
hvordan mon vi to det har
med hinanden?

Når jeg tænker på den gang
da jeg fik dig min ven
Av, lille ar
hvordan mon det var
for den anden?

Og når jeg går fra min sjæl
uden at tænke på den
Så så, lille ar
fik du et svar
jamen, for fanden!

Tænk på, min ven
jeg bli'r arret igen
hvis jeg åbner for slusen
og la'r dig
bli'e min ven.




VARME


Sid i et værelse
fyldt med glæde
og mærk dit hjerte svulme
af lykke
af kærlighed
af varme.

Stå i et rum
fyldt med vrede
og mærk dit hjerte forstene
af sorg
af had
af kulde.

Få så et knus af din næste
et af den slags
hvor du opdager at du lever,
og giv et igen.

Hør så
vreden forsvinde jamrende ud af døren
sorgen lyse op i et smil
hadet ændres til latter
kulden blive til kærlighed.

Sæt dig ned igen
og glæd dig.
Du lever jo !


CAVE

Mangel på substans udgør et tomrum
er tomrummet åbent i den ene ende
er det en hule
a cave
Nick's ?

Såret fylder æslet englen med løgn
og englen løfter sit hoved
det bløder ikke
ret meget.

Hastigt tømmes substansen ud
lyskrøllet hule opstår
Nick's ?

Orkestrale Tivoliklange fylder luften med frydetoner
glæd dig, thi englen er opstået
halleluja
Bandet er The Donkey's

Skryd, æsel, skryd
og fyld dine årer med tavshedens veltilfredse tankegang
The Substance of a Cave
Nick's !


FRI


Jeg vil være fri fra fortidens spøgelser
de små, grimme sataner med lange hukommelser
med et fjernlager af mareridt og tænkte gentagelser
og vinger bygget op af skyldbevidsthed

Jeg vil være fri fra drømmenes vampyrer
de flaksende, sindssyge kreaturer med gennemtrængende hvin
med kløer af "har gjort" "har været" "har sagt"
og hugtænder fyldt med dårlig samvittighed

Jeg vil være fri fra samfundets anklager
de år-gamle, bebrejdende sideblikke med tavshedens stemmer
med kuldefyldt socialt stempling og udelukkelse
og jantelovens ansigt flydende ovenpå

Jeg vil være fri - og accepteres
som det tænkende, selvstændige væsen jeg er
sammensat af hele min nutids erkendelse af fortidens fejl
og ny-jeg'ets ærlighed på plads

Jeg vil være fri - helt fri



Efter

Livet efter livet
hvad er det ?

Er det en verden fyldt med had
og evig misundelse
Er det en verden der intet har lært
og alt taget med

Livet efter livet
hvor er det ?

Er det på den anden side sindssygens rand
og selvmordets skranke
Er det delt op i en himmel og et helvede
der dog findes på jord

Livet efter livet
hvornår er det ?

Er det når du har skreget
din hjerne tavs og stum
Eller først når du er mæt af dage
Er det når du stille gi'r op
overfor samfundets krav
Eller når samfundet gi'r op
overfor dine

Livet efter livet
jeg finder det snart


Going

Stresset ro.

Hvordan kan hjertet banke så roligt,
når bevidstheden fyldes med stress,
dag for dag,
dråbe for dråbe,
tikkende som en armeret bombe
kun beregnet til evig ødelæggelse og drab.

Nervepirrende destruktivt
fyldes hjernevindingerne med tågede dæmoners
hviskende sindssyge latter,
og hævngerrige commandoraids
mod et nyfødt ego's vaklende forsøg
på at lære at gå
- selvstændigt.

Hvordan være så bange
så længe,
når vejrtrækningen er rolig og afslappet
og øjnene ikke farer rundt i en forvildet blodskudt dans.

Hvordan leve,
når livet farer mod sin naturlige slutning,
dag for dag,
hurtigere og hurtigere.

Roligt stress.

UTOPIERNES HOLDEPLADS

Jeg har fundet et sted
hvor verden står stille
et sted du kan komme
om du er stor eller lille
et sted der ikke stiller
de helt store krav
som holder varmt om dig
fra ankomst til grav.

Du møder vel her
godt arret i sindet
med sjælen i laser
og øjnene blindet
med mennesker bag dig
der kræver og skriger
men mindes kun dengang
du selv var en kriger

En ny Don Quichote
men helt uden væbner
der glad drog i kamp
for at redde andres skæbner
blev du sparket omkuld
af samfundets blodtørst
du glemte jo helt
at der kommer du først

Men er du først inde
bag de skærmende mure
går verden i stå
med samt dine ure
dit liv står i stampe
og alt går i tomgang
du venter kun på
den nærmeste omgang

Jeg har fundet et sted
hvor verden står stille
dér bliver jeg lidt
det var jo det jeg ville
men kun et par dage
eller måneder, eller år
sikkert nok bare indtil
jeg har lægt mine sår

De sår, som jeg ved
kommer hastigt igen
når jeg drager til kamp
mod vindmøller hen
For jeg møder en verden
der har glemt jeg var til
og som nådesløst tromler
over hvem den nu vil.

Hvis det så nu er muligt
jeg bli'r taber igen
ja, så ved jeg jo hurtigt
hvor jeg så skal ta' hen
til det sted jeg jo kender
og hvor ingenting sker
hvor jeg kan gå alene
og hvor INGEN mig ser.





Fra Digtsamlingen Kvindsk :


Duft

Kærlighedens duft fylder min bevidsthed med billeder af dig
hængende på fingrene
fyldt af nattens samhørighed og søvnens dybe fælleskab

Din morgenduftende krop trænger ind i mine drømme
vugger mig blidt
op til overfladens genkendelse af følelsernes dyb

Lugten af dagslys virker påtrængende tæt på virkeligheden
sænker os ned
fra de natlige besøg i erostemplernes paradis

Min krop smager på lugten af dig og dit køns aftryk
usletteligt fast
for evigt delende fælleshedens endeløse lugt af hinanden

Morgenduftende kaffe og saft blander franskbrødets let kedelige tørhed med kærlige
tankers kys. Din nærværs lethed fylder min krop med tanker om tidligere tiders savn
og mine næsebor med genkendelsens lugte af dig.

Sammen producerer vi saft sødere end honning,
mere berusende
end fede tiders røgfyldte udflugter på drømmenes vinger.

Stadig smager jeg dig på spidsen af min tunge,
lugter dig på overfladen af mine hænder,
husker

Uuuii.


Aerostriped

I wish you'd stay
hver pore af min bevidsthed er gennemtrængt af dig
savnet fylder min krop, mit hjerte, min sjæl
I'd like you to be here ev'ryday.

I wish I could be your man
som en maskine uden fører, en bevidsthed uden sjæl
farende forvildet rundt når du er væk
wanted you to understand

I wish you'd stay
del dagen med mig, livet, søvnen, kærligheden
eller bare det ene sekund, der er det næste
I'd like you to be her ev'ryday

Maybe you could be my girl
duften af roser springer ud i min bevidsthed
blomstrende hjerte, alt er dit
I wish you'd let me be your's in my world

I wish you'd stay
I'd like you to stay here ev'ryday


Elskede

Min elskede er som en forårsdrøm
fyldt med farver og kærlige tanker
var hun et frø
ville jorden omkring hende længes efter at hun sprang ud
uimodståeligt - og gennemtrængende - ville hun spire
og lade én sol komme til.

Min elskede er som en sommervind
smuk, varm og vellugtende
var hun en blomst
ville bierne kappes om at bestøve hende
sart - og bly - ville hun åbne sine kronblade
og lade én bi komme til.

Min elskede, lad mig være din sol og din bi
og lad os sammen fylde hinanden med glæde
over livet
over kærligheden
over os.


MORGENSOL

Morgenen rejser sig langsomt
gennem tågerne af gårsdagens tvivl og uforløste
følelser.
Langsomme ilninger løber gennem trætte muskler
minder om fortidige opgavers vigtighed.

Livet ophører som begivenhed
fryser fast
til fortidige eksistensers meningsmåder.

Kold sol skinner blegt, varmeløst, energiforladt.
Genskinnet fra min hud kunne oplyse en nation i mørke
men får ikke lov.
Tiden har været.
Tiden er ikke mere.
Tiden æder sig selv i frustrerende fortid.

Egoets selvmord kostede blod.
Nyfødt skrigende vækkes eksistensens Id til live
igen
kaster sig grådigt slugende over fremtiden.
Stoppes af forvirringens fornuft
tvinges til det ene eksistensberettigede spørgsmål.

Hvem?

Hvem er du?

Er du?

Har du været hele tiden?

Hvor?

Skyerne rives fra solen, og voldsomt brusende vælder energien over mig. Sartrosa ilninger finder nye veje, vækker forvitrede nervebaner, renser, husker, minder om, eksisterer.

Mindernes flashback besætter synsnerverne med billeder af dig. Solfyldt gårdsplads
med mørk indgang til lade.
Lænende op ad en dørkarm.

Sart.

Stille.

Smuk.

Men ikke bevidst.
Ingen af os bevidst
hvordan skulle vi kunne have vidst det.
Vidst, hvad tidernes morgen bestemte.
Vidst, hvad smertens gennemgange ville ende op med.
Vidst, at vi ved.

Kælende med hvalpen besætter du mit hjerte.
Men jeg ved det bare ikke.

I et øjeblik
bindes tiden
til sig selv
snor sig krøllende fra nu til da.


Nytår

Isnende skygger af nattemørk angst sniger sig ind i min krop
fylder mit sind med uro og rædsel
sirenernes hylen gennem nytårsnattens gryende slutning varsler
onde tider ?

Savnets skræmmende angstbilleder besætter tredimensionelt min hjerne
kuldegysende snebilleder af dig
natteberuset alkohollammet råbende skrig på hjælp
hvor er du ?

Dansende visioner af væsener med hårede hænder overalt på din krop
fortvivlende kamp for løsrivelse
magtesløse billeder danner sig uden mit ønske
Hvorfor ?

Dørtelefonens hvæs bryder visionernes facade i fragmenter af ingenting
stemmen sødere end honning
nytårsberuset glæde kryber under kølige dyner
Her !


Uden

Jeg så dig, men genkendte dig ikke
du var til uden min viden
Livet haltede, hostede, brækkede sig
fordi jeg ikke vidste
din eksistens

Udenfor synsvidde
rækkevidde
uhørlig
du

Morgenen brækkede natten i to
gjorde farverige forsøg med
skyerne i hjernebarkens
snoede krinkelkroge
Adam hørte fuglene synge
for første gang
du var til
du er

For altid ser jeg dig
dit billede er prentet ind i
existensen af mig
colorwide fullscreen
dolby stereo
Blodrøde hjerter rejser sig kærligt
dryppende sandhedens klare tanker
evigt.


Afhængig

Krybende invaderer de sjælens arnested
besætter de tomme boliger
og kræver
smerte

Som igler i en kærlighedsløs verdens tomrum
suger de eksistensens rester ud
og efterlader
smerte

Hamret til følelsesmæssig invaliditets klare afslutning
erkendes rystende, blødende
kærligheden til
smerten.


Elsker

Elsker
Tålmodighed
ventende - på det der skal ske
ventende - med tilbageholdt åndedræt
ventende - vidende at tingene sker med små skridt
ventende - tålmodigt ventende og håbende af al magt

Kærlighed
brændende - dybt i hjertet
brændende - i alt hvad hun gør og si'r
brændende - med evighedens uslukkelige flamme
brændende - kærligt elskende alt hvad hun er for evigt

Tillid
stolende - på alt hvad der sker
stolende - uden tvivl i hjertets indre
stolende - fordi jeg ikke kan se hvad der sker
stolende - tillidsfuldt ventende på samhørighedens univers

Elske
med alt - hvad jeg er
med alt - hvad jeg bliver
med alt - hvad jeg har været
med alt - hvad min krop og sjæl indeholder

Først

Slutninger kalder sig selv
fra begyndelsens ekstase
og kærlighedens flammende endeligt bekræftes
gennem jalousiens grønøjede slanges hvæsen

Hads begyndelse er kærligheds endeligt
- og begyndelse

Hjerteblod

Stille løber det, farver langsomt verden rød
silende og tavst stoppende alle protester
kender ingen grænser
frygter ingen venner
løber væk fra hullet de skar.

Stille sidder jeg tilbage, farver langsomt verden sort
silende og tavst uden nogen protester
frygter ingen grænser
kender ingen venner
de løb, fra hullet de skar.

Stille sætter du ind, farver langsomt min verden lys
smilende og tavst, overhører mine protester
frygter ikke vennerne
kender mine grænser
løber, hen til hullet de skar.

For mit hjerteblod blev dig
dine smil lyste op på min hverdag
din latter satte storm i mine lænder
din ungdoms sikkerhed beroligede min frygt
og fyldte mine årer med brusende blod
friskt, rød, varmt og kærligt.

Stille sætter vi os sammen, ser vor verdens farver
smilende tavst, hører kun hinanden
glæder os til vennerne
kender vores grænser
værner, om hullet der forsvandt.

Start

Langsomt glider blikket opad
fæstner sig ved rundingernes magi
glider over saftspændte rosenknopper
og fanges
af en blodåres sitrende banken på en hals

Stille, stille, mødes tankernes klarhed
med følelsernes dybe ro
og begærets flamme stiger
uro forplanter sig

Et øre bliver blidt nulret af kærlige fingre
forsigtigt taget mellem bløde læber
og skarpe tænder

En krop spændes, musklernes ufrivillige sitren
spejler sig i blanke øjne
og hastige åndedræt
Et fælles begær
skal stilles

Voksende glædesknopper spændes hårdt
Nilen fødes påny
mellem vidtspredte lår

Djævleblændte glimt fra kærlige øjne
fingres strøg over nøgen hud
neglenes smag, på ryggen

Blomstrende striber vokser frem
af fælles lyst
visende en uendelighed af landkort
over begæret

Sultne læber søger føde
sitrende, skælvende, krævende
omslutter alt
og sanser
kun den anden

Smeltet sammen
i et kaos af varme
vildt, kærligt, hårdt, ubønhørligt
bli''r én til to til én
i en fælles dans mod universets fødsel

Stjerner fødes, sole eksploderer
i ét nu
stilles kroppenes hunger
livet begyndes påny

Alene

Ærligt sjæl fortæller om sin hvileløshed
angst for ensomhed
og nødvendigheden af at lære
at være alene
nu og da.

Sandheds styrke fylder sindet
accepterer din selvstændighed
med naturlighedens selvfølge
og sin egen
nu og da.

Kærligheds duft fylder bevidstheden
beder om tilgivelsens knus
og beskytter sjælefrænderne
mod ondskaben
altid.

MERE!!

Sagte nærmer dit hjerte sig
åbner sig, rødmende og sart
lokker, kalder, driller
begærer.

Tunger af lyst skyder sig ind
mellem vore fælles læber
smager, driller, kæler
bider.

Rosenknoppede spændes de
modtager mine fingres strøg
let, krævende, blidt
hårdt.

Du åbner dig
helt
du er min.

Tørstigt drikker jeg af dine lænders saft
åbner din skal
mærker hungeren stige
hårdt, ubønhørligt
krævende.

Jamrende suk modtager mig
i varmens dybe omsluttethed
mit kildevæld møder dit
brusende, spændt
dybt.

Ømhedens øjeblik varer ved
kærligheden flyder dybt
mæt, tømt, fælles
ét kød, én krop
ét sind.

Og udløsningens magi holder fast
kroppene hungrer
fingrene sitrer
min sæd er i dig
din saft er i mig.

Men jeg vil mere.




MERE - KOM !


Når du kommer
ser jeg splintrende sole i dine øjne
stjerneskud triller ned af dine kinder.

Når du kommer
ser jeg vulkaner eksplodere på din hud
jordskælv vandre gennem dine lår.

Når du kommer
hører jeg lyden af engletrompeter
blæst med tyfoners styrke
hvisle forbi mine ører.

Når du kommer
hører jeg skrig fra døende elefanter
mærker braget, når de rammer jorden
og stilheden når støvet har lagt sig.

Når du kommer
bor du i mit hjerte.









                                      Essays                                                                                                  


Dage


Dage er ikke hvad dage har været.

Før i tiden var dage, noget man så frem til - noget der bare var der, og som fyldte tidsrummet mellem vågen tilstand og søvn med samfundsbekræftende aktiviteter. Dage var det, der gav smørret på brødet, og overskuddet til at investere i kolonihaver, Folkevogne, og transistorradioer. De gav muligheden for at tage på søndagstur til tante Anna, og nyde det højtbelagte smørrebrød, silden og snapsen, mens mændene diskuterede den fejlslagne politik og den sidste nye atomprøvesprængning i Stillehavet, og kvinderne sammenlignede nederdelslængder og snakkede om madopskrifter.

Dengang gav dage tid til at følge med i alt hvad der skete i den hjemlige andedam uden absolut at skulle bekymre sig om morgen-dagen. Morgen-dagen - egentlig et underligt udtryk. Dagen i morgen. Morgen-dagen. Man kan næsten lugte høet, der ligger i store stakke på de Morten Korch'ske marker og venter på at blive bragt hjem på høloftet, for senere at ende i sultne køer, der kort tid efter var blandt fristelserne på søndagsfrokostens veldækkede bord.

Morgen-dagen. Hvorfor ikke også nu-dagen. Dagen i dag. Nu-dagen. Den dag, hvor man vågnede om morgenen med knuder i maven, fordi hun havde lovet at komme forbi til frokost sammen med moderen og faderen, for at familierne kunne lære hinanden at kende inden forlovelsen, så man kunne gifte sig et år eller to senere, og få et par børn, der også ville kunne vågne op på en nu-dag længere ude i fremtiden med knuder i maven over at skulle præsentere sin udkårnes familie for én selv.

Eller hvad med før-dagen. Dagen før dagen i dag, nu-dagen, der ligger før morgen-dagen, der ikke har noget foran sig. Man ved jo aldrig hvad morgen-dagen bringer, siger det gamle ordsprog. Til gengæld er der intet der siger, at man ikke ved hvad før-dagen bragte. For det vidste man jo. Den bragte alt det, man veltilfreds tog med til nu-dagen, for at kunne være sikker på at konstruere en tilfredsstillende morgen-dag. Alt hang sammen, og var på smukkeste vis en del af hinanden. Før-dagen, nu-dagen, og morgen-dagen. Alle andre ønsker og tanker lå langt ude i fremtiden, og var ikke noget man havde kontrol over. Hvilket man i øvrigt heller ikke ønskede. Kontrol. Det var noget man havde over sig selv her-og-nu. På nu-dagen. Og ikke noget man bekymrede sig over at skulle ha' i fremtiden. Fremtiden var jo bare noget der kom, lige så sikkert som der ville komme en dag i morgen. Morgen-dagen. Et lykkeligt, sikkert og tilfreds liv, der kun skulle bekymre sig om tre dage ad gangen.

Morgen-dagen, nu-dagen, og før-dagen.

Før-dagen kaldte man osse for gårs-dagen. Hvilken gård, spørger jeg bare. Endnu en af disse rent idylleriske solbeskinnede rødmalede bondegårde fyldt med veltilfredst gumlende kvæg, der ikke havde noget større ønske end at ende på storbyboernes veldækkede borde. Hos tante Anna. Eller moster Gerda. Eller hvor det nu var folk tilbragte den autoriserede lovgivne enkelte fridag en givtig og slidsom arbejdsuge bragte med sig.

Og lønnen, der altid blev tjent i éns ansigts fodsved, blev hver uge stolt bragt hen i den foretrukne bankvirksomhed, der med største flid sørgede for at de 30 kr arbejdsgiveren storslået havde valgt at udbetale langsomt men sikkert voksede sig lige så store, som det parcelhus der stod øverst på listen over morgendagens anskaffelser. Hvis man altså nogensinde fik råd til det, og fuldmægtigen i banken gav lov, hvilket igen afhang af om han havde haft en god morgen sammen med sin lille viv derhjemme i Hellerup, hvor han langt om længe havde fået en fod indenfor i det bedre selskab.

Det selskab hans far havde talt om med en sådan længsel i stemmen, at han ikke havde haft noget større ønske for morgen-dagen end at tilhøre det, og derfor pligtskyldigt nu sad fra tidlig morgen til sen aften og bekymrede sig over hvorvidt man nu havde råd til et parcelhus med en indtægt af dén størrelse.

Joooo, tilværelsens dage var lettere dengang, hvor børnene voksede til med den anbefalede hastighed, og groede bumser og skægvækst, der krævede at man skjulte et smil når der blev spurgt om lov til at låne skraberen første gang. Eller bekymrede moderlige miner, når der nu skulle snakkes menstruation med den udvoksede solstråle af en datter uden at rødme på de forkerte steder. For det er jo nu en gang kvinden lod at bløde på de regelsatte tidspunkter i hverdagen, så der senere kan være flere skæg- bumse- og menstruationsbefængte afkomsstørrelser at tage under sine beskyttende vinger.

Dengang, var dage hvad de skulle være.

Nu er dage bare noget man står op til.

Bevidstløst hamres vækkeuret tilbage til stenalderen, hver gang det vover at påpege, at en ny dag står og truer i horisonten. Væk med gårs-dagen, før-dagen, nu-dagen, og morgen-dagen. Nu hedder det hele bare Fremtiden, og Fremtiden står jo og truer med hele tiden at vokse én over hovedet med alle sine krav om anskaffelser og truende ny situationer på det verdenspolitiske marked, som man absolut skal tage stilling til for at kunne deltage i diskussionen blandt kollegerne i den nyindrettede kantine på firmaet, der året før var et skur på en mark i periferien af en soveby, men som nu uden at flytte sig ligger midt inde i en hastigt udviklende by, hvor kriminaliteten og mængden af bedrevidende politikere vokser eksponentielt dag for dag.

Borte er også søndagsfrokostens velsignede ro over silden, snapsen, den lune leverpostej og de hjemmegjorte rødbeder. Ikke fordi rødbederne har mistet deres hjemmegjorthed - de er stadig lavet hjemme hos fabrikanten, på maskiner der døgnet rundt spytter dåse efter dåse ud helt uden menneskelig hjælp og med nøjagtig tilsætning af alle de smagsstoffer, der jo smager så pragtfuldt, og som gør den røde bedeknold til et spændende supplement til pasta'en, risen og de 36 forskellige grøntsager fra lige så mange lande, og med navne alle helt selvfølgeligt kan udtale uden at knække tungen.

Og tante Anna og moster Gerda er blevet til Anne-pigen og lilleG, for vi er jo alle sammen mennesker, og det er da osse alt for gammeldags at sige tante eller moster, for tænk hvis man skulle forklare overfor sine nu knapt så håbefulde poder, hvad en tante eller en moster er, og det viser sig man er nødt til at slå op i Gyldendals Store Danske Encyclopædi for at være sikker på stavemåden, og man derved kommer til at vise at man ikke aner en skid om hvad det er man snakker om.

Ikke fordi det på nogen måde ville ændre podernes indstilling til én, voksne er jo et ubehageligt onde, der sikkert bliver afskaffet ved lov, så poderne kan komme til at bestemme alt det de under ingen omstændigheder har tænkt sig at bestemme alligevel, før de bliver voksne. Og de bliver jo afskaffet, ikk'?.

Og så er der lønnen, der skal forhandles hver tredje måned med en chef hvis mavesår truer med at tage magten mere fra ham end hans ex-kone allerede har gjort ved at få rettens ord for at hun bare kan hæve hustrubidraget efter eget ønske, for hans virksomhed giver jo overskud nok til at kunne brødføde den tredje verden, selvom skattevæsenet siger han har et underskud på størrelse med den samlede danske stats gæld til udlandet.

Og bagefter skal man ind i den investeringsvirksomhed firmaet eller fagforeningen har valgt for én - de ved jo bedre end nogen andre hvad der er bedst for alle deres medlemmer, så derfor bliver medlemmerne nødt til at betale endnu mere i kontingent, for tænk hvis der nu kom en strejke og man ikke var forberedt på at skulle leve uden sine golftimer og datterens ridehest måtte aflives og ende sine dage som fars i røde pølser, der ikke længere er røde, for politikerne kan ikke li' farven.

Og investeringsbankvirsomhedsrådgiveren rynker panden og truer med at lukke Dan-Visa-og Mastercard, hvis ikke snart der kommer mere ind end de sølle 32 tusinde om måneden, for alting stiger jo og man har jo ikke styr over hvor meget man bruger. Man kan da heller ikke forlange, at et 7-tal i matematik til studentereksamen er nok til at kunne lægge alle de røde, grønne, gule og sorte tal på de månedlige let truende hilsener fra offentlige, halv-offentlige og private instanser sammen til et positivt resultat, når man samtidig skal spekulere på om radioen, computeren, bilen, båden, sommerhuset og fruens plastiske operation er out-dated og skal opdateres til en ny alpha-, beta-, eller gamma-version af den originale.

Og på tv'et, der fylder hele endevæggen i den nyrestaurede bondegård, hvor køerne er blevet til små papskilte, sønnen satte op en søndag eftermiddag for at vise at familien virkelig var flyttet på landet, er der ikke andet end bombninger af byer, der ligger længere væk end de 30 minutter det tager dagligt at commute eller pendle til arbejdspladsen, og film af varierende underlødig karakter, med den evindelige morale at dén er stærkest som tager det hele, og får blondinen i enden, hvis ikke det viser sig at blondinen politisk korrekt er en mand, så der endnu en gang kan pirres til dén seksualitet, der forsvandt samtidig med at fruen købte en halv lastvogn fuld af nerve-, sove- og hovedpinepiller.

Og man står på badeværelset om morgenen og kan ikke finde sin 6-gears, full overdrive, Mach57 barbermaskine, fordi sønnike har ment at den duede bedre som interface mellem dén sattelit han er opkoblet til og uhyret på hans skrivebord i det 80 m2 store værelse, der spytter e-mails ud på samlebånd - helt uden menneskelig hjælp - og som egentlig ikke kræver nogen besvarelser, det skal maskinen sgu nok selv sørge for.

Den trækker også automatisk hele familiens samlede indkøb på Nettet uden at rødme og uden at spørge først - hvilket egentlig er meget udmærket, man aner jo alligevel ikke en dyt om hvad de statsautoriserede 3 andre medlemmer af familien, der har hver sit efternavn, for det e r jo så moderne, i det hele taget trækker hjem til adressen af goder som blev opfundet i går og som udløber i morgen.

Og hvis man så endelig har fået nedlagt dén sekretær, som de andre påstår er en ren djævel i sengen, viser det sig at det mest djævelske ved hende er den blindtarmsoperation hun fik foretaget uden bedøvelse men med nåle stikkende ud fra hundredevis af kinesisk korrekte akupunkturpunkter, under overvågelse af den indforskrevne kinesiske lægestuderende, der ikke kunne et ord dansk og havde sin egen tolk med til operationen, men som v a r så sød, og som hun bagefter bollede i opvågningsrummet.

Og konen vil skilles, og børnene være landmænd på en sydhavsø, hvor de vil dyrke hamp, svamp, og andre euforiserende stofffer, som ingen kan leve uden, og som alle absolut skal prøve mindst én gang i deres liv, og "Far, fyr en fed - og realiser dig selv - og her er et kursuskatalog - og det tager kun 14 dage, så ved du hvordan du bider hovedet af en høne, der med garanti er vokset op i et rum med ovenlys."

Nææææh, dage er absolut ikke hvad de har været.

Jeg tror sgu jeg melder mig ud af det hele, og tager bopæl på en ubeboet ø, hvor der er masser af kaniner og agerhøns jeg kan slagte og spise uden større chancer for sundhedsskadelige konsekvenser, end dem man dagligt præsenteres for i supermarkedets kølediske.

Et enkelt, simpelt og givtigt liv, hvor der ikke eksisterer andet end før-dagen, nu-dagen, og morgen-dagen, og hvor ingen kan true mig med bål og brand og renter og gebyrer og indtægter og udgifter og reklamer og "du k a n jo altså ikke leve uden den her Gizmo, der vil være istand til at ændre din hverdag på mindst 3 forskellige punkter".

Dér vil jeg gro gammel, og fortælle mine børnebørn, når de kommer sejlende i den utætte robåd for at besøge mig, om de gode gamle dage, hvor der ikke eksisterede mere end dagen-i-dag, og hvor alt andet var uden betydning, og hvor vi diskuterede den hjemlige andedam over frokosten hos tante Anna og moster Gerda.

Og jeg vil tage en betydningsfuld mine på, når de med åbne munde og samfundsfjernede polypper spørger mig hvad i alverden en tante og en moster er.

En ren guru - det er hvad jeg vil udvikle mig til.

Og med tiden vil mit skæg vokse langt og flagrende, og mit hvide hår vil stå i pragtfuld kontrast til den solbrunede hud og de barkede næver, der vil vidne om et langt, nøjsomt og spinkende sparende liv, uden alle de tingenoter, dippedutter, og andre opfindelser, der gjorde mit liv til et helvede og overbeviste mig om, at dage aldeles ikke er hvad de har været.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar