Den ringeste.

Jeg er den ringeste af os to.

Jeg hørte sætningen til et møde, hvor en af de andre delte omkring netop dét, at føle sig inferiør i forhold til sin partner. Den slog hårdt. Så hårdt, at jeg ikke kunnelade være med at  gennemtænke det meste af mit liv med den i baghovedet.

Og så slog det mig. Hver eneste gang, jeg havde været i konflikt med de kvinder jeg elskede, var det mig der drejede af. Mig, der valgte ikke at forfølge situationen, især de gange hvor jeg ellers vidste at jeg havde ret.  For inde bag i mit hoved lå jo netop dét, der kunne få hende til ikke at forlade mig – en viden om, at Jeg Er Den Ringeste Af Os To. En ringeagtelse af mig selv, der stammede helt tilbage fra min tidlige barndom og ungdom. Fra de gange, hvor en voksen havde taget magten over mig og tvunget mig ud i situationer og ting, jeg ikke selv ville. Og hvor jeg lod dem gøre det, for jeg var jo den ringeste. Den, der var mindst værd. Den, der kunne nedgøres.

Og min angst for at miste var blevet forstærket gennem de første forhold i mit liv. Den tabte forlovelse, den mistede sjæleven, den umulige kærlighed. Det måtte jo nødvendigvis være min skyld, fordi jeg elskede for meget, og fordi jeg ikke havde ladet dem se, at jeg var den ringeste af os.

Så jeg forstærkede ubevidst min selvnedværdigelse igennem mine forhold og ægteskaber, forfinede og udviklede konflikten mellem virkeligheden og min tro på at jeg var den ringeste i mine forhold, så jeg kunne undgå at miste den, jeg elskede. Det gik selvsagt i småstykker hver gang, og medvirkede kun til én ting. Endnu en forstærket tro på, at jeg var den ringeste.

Selv i det ægteskab, der blev båret oppe af netop det modsatte – at jeg var den stærkeste, idet jeg var den Dominante, og hun var den svageste, da hun var underkastende – gik det galt, da jeg ikke turde andet end at søge noget nyt, da hun trak sig ind i sig selv. For det kunne jo kun være fordi jeg endnu en gang havde været "den ringeste af os to".

Men i mit sidste, og længste, forhold, blev det forfinet til ukendelighed. For mit sind fandt en måde at slippe af med dampen på, så jeg ikke altid gik og havde den ubevidste følelse af at være den ringeste. 

Ved at drikke mig selv til blackout, og miste den bevidste kontakt til mig selv, kunne jeg reagere som var jeg den, der ikke var ringest.  Med had og voldsomme konfrontationer og voldsom ringeagt af andre, især min partner, og med risiko for ufatteligt voldsomme reaktioner på selv det mindste. Og intet af det kunne jeg huske dagen efter. Intet. Hverken følelser, stemninger, billeder, ord, samtaler, var i hukommelsen. For blackoutet havde slået min hukommelse fra, så intet satte sig fast.

Til gengæld vågnede jeg altid med en fornemmelse af befrielse og ro i kroppen, når jeg havde haft en sådan tur. Og selvom den i løbet af forholdsvis kort tid blev afløst af en lettere bekymring over hvad der mon var sket aftenen før, så var der overhovedet ingen genkendelse i mig, når min partner fortalte hvad der var sket. Mange gange tvivlede jeg endda kraftigt på, at det var sandt hvad der blev fortalt.

Og så kunne min fornemmelse, af at være den ringeste af os to, igen blive forstærket og bekræftet. Jeg måtte jo være den ringeste, for det var jo mig, der havde sagt og gjort det, hun fortalte.

Først, da jeg til et møde hørte en anden alkoholiker berette, at han  havde sagt til sin partner, at han var den ringeste af dem, ”Den ringeste af os to”, gik det op for mig at jeg havde haft samme indstilling de sidste ufatteligt mange år. Det rystede mig dybt.

Jeg ved endnu ikke hvordan jeg kommer af med den følelse – eller hvad den egentlig har skabt af problemer og ulykker i mig. Men jeg ved, at jeg er nødt til at bruge godt med tid på at bearbejde den. Og at jeg nok også bliver nødt til at søge hjælp til at gøre det.

For jeg ønsker ikke at være den ringeste. Hverken af ”os to”, hvis der nogen sinde bliver et sådant igen, eller overfor min familie og min omverden.

Jeg ønsker at være jævnbyrdig. Jeg ønsker at være lige meget værd. 

For det er jeg.