Det tager tid, gør det. At skabe et rum omkring sig selv, hvor indtrængere risikerer at træde på én af de mange selvbeskyttelsesinstrumenter, jeg har plantet på nøje udvalgte steder, og gemt under begivenheder, sætninger, følelser, og meget andet.
Men når det lykkes, kan jeg trække mig ind til midten af det hele, og nyde følelsen af endelig at have trukket min Isolophilia godt på plads - lukket lynlåsene og sikret dem med hængelåse - og sørget for at lægge nøglen et sted, jeg er sikker på ikke at kunne finde den igen.
Ihvertfald ikke så hurtigt, at jeg ikke kan nå at få sat mine sikkherhedsprocedurer igang. På den måde kan jeg jo nå at sikre mig så meget, at eventuelle skader bli'r mindre end de kunne have blevet.
Og alt sammen bare fordi min indre hulemand dukkede op, og krævede plads til at være alene - helt alene - og plads til at kunne afreagere ved at svinge køllen mod alt det, der irriterer ham. Alt det, der får ham til at klø sig fortvivlet i nakken med de afbidte negle, og sløvt forbande sin egen manglende intelligens - den, jeg ellers er så stolt af, når han ikke er tilstede - mens han desperat forsøger at finde en udvej.
En udvej, af den type der ikke involverer hverken den første eller den sidste genstand. Og heller ikke nogen af dem, der ligger mellem disse to, før i tiden altid så godt brugte, udveje.
Den eneste, han - jeg - synes at kunne finde, er den, der involverer netop tilbagetrækningen til hulemandstadiet. Pakket ind i Enligheden og Ensomhedens uigennemtrængelige plast, der knapt gi'r plads til de nødvendige åndedrag - pænt afventende alarmerne, når eventuelle indtrængere jokker en af selvbeskyttelsesinstrumenterne i bund, og får alt til at krakelere, så stumperne af det hele kan larme gudsjammerligt højt, når de fyger henover gulvet for til sidst at falde til ro i det allerfjerneste hjørne.
Men der kommer ikke nogen.
For årelange træningssessioner med netop dén form for aktivitet, har efter ladt mig som lidt af en ekspert, når det kommer til at holde mennesker langt fra mig. Utallige "huller" i beskyttelsen er gennem årene blevet møjsommeligt plastret til, smeltet sammen, udfyldt med cement, eller hvad jeg nu lige har haft ved hånden, når jeg opdagede dem.
Så derfor sidder jeg hér - helt mutters alene - og brummer en sagte "Gud hvor er jeg dog helt alene i den store, vide verden"-sang, mens jeg utålmodigt trommer med fingrene på mindernes beskidte cowboybuksestof.
Og venter.
Og venter.
Og venter.
Indtil det går op for mig, at intet sker, hvis man lader andre om at ................
Hov - hvad var det ?
En ganske tynd lille klo, fra min hjertevens højre pote, rammer gennem stoffet, og åbner et hul ind til den ubeskyttede del af mig. To tillidsfulde øjne kigger op på mig, og en spørgende lyd miauves ud af den åbne mund.
Et øjebliks stivnen.
Et hastigt åndedræt.
Og alt bryder ned i forskelligtformede krakeleringer, der sammen danner den smukkeste melodi, når de rammer gulvet. Alle mine møjsommeligt skabte selvbeskyttelsesarrangementer tuder i hver deres toneart, mens nøglerne til mine hængelåse springer frem og tigger mig om at bruge dem. En opera - nej en operette - nej en filmisk koncert af lyd - danser berusende rundt om mit smilende hoved, men min hånd lige så forsigtigt aer livsvennens pelsede samme.
Overbevisende mig om, at det ikke gør noget jeg er alene - for jeg er aldrig ensom. Forsikrende mig om, at der er brug for mig på så mange forskellige måder, at jeg ikke vil kunne tælle dem. Og kunne jeg, var der mindst en googol mulige måder, der kan være brug for mig på.
Og det er kun, når det drejer sig om ham, den bette firpotede pelsklump med de lange ben og den lange hale. Lucifer'en og Lurifax'en i ét og samme væsen.
Lucifax'en.
Jeg opdager, at jeg har holdt vejret mens tankerne strømmede frem - holdt det, mens bruset af lykke dansede rundt i kroppen på mig - holdt det, uden at lægge mærke til det. Og jeg gi'r langsomt slip på luften i mine - efterhånden alt for små og alt for slidte - lunger, mens jeg lettere svimmel af iltmangel tankefuldt lader mine øjne drukne i indtrykkene fra den nu nærmest kuldsejlede bræmme af beskyttelse, der gjorde mig ude af stand til at fortsætte nydelsen af det liv, der trods alt stadig er tilbage for mig.
Det liv, jeg foretrækker at nyde med Sindsro i tankerne, mens jeg endnu en gang minder mig selv om det, der skete den niogtyvende april totusindeogseksten klokken nulsyv halvtreds.
Fireoghalvfems måneder og to, snart tre, dage siden. Hvor jeg for første gang i årevis gav mig selv muligheden for at blive det, jeg gerne ville være. Og har været lige siden.
Ædru.
note :
Får du lyst, kære læser, så oversæt endelig titlen til dansk - og husk, at selv forsigtige mennesker kan føle trang til at være hulemennesker.
nok en note :
Matematisk set, så er der ikke bare en googol, men muligvis en googolplex, eller endda en googolplexian muligheder for at være brugbar. Og hvis man ganger de tre med hinanden - Én Googol gange Én Googolplex gange Én Googolplexian, får man muligvis Én Perplex som resultat.
Hvilket er, hvad jeg er ind imellem.
Perplex.
